Skip to main content

Vejsalt skader hundepoterne

De fleste af os sætter pris på, at veje og fortove er grundigt saltede i vinterperioden, så vi kan færdes uden at komme til skade. Desværre er det ikke lutter fryd og gammen for menneskets bedste ven, for hundens poter har bestemt ikke godt af vejsaltet. Så hvis Fido ikke virker lige så begejstret for gåturen som vanligt, kan det sagtens være vejsaltet, der er årsagen. Læs med, og blive lidt klogere på problematikken.

Hvad sker der med hundepoter, når de få vejsalt på sig?

Salt virker udtørrende på huden, og det kan gå hårdt ud over hundens trædepuder, hvis de så at sige er badet i salt gennem længere tid. Trædepuderne bliver helt tørre, og kan ofte også danne deciderede sprækker og måske endda åbne sår. Det kan være særdeles smertefuldt for hunden. Helt galt bliver det naturligvis, hvis den stakkels hund tvinges ud på det saltede fortov med sprækker og sår i trædepuderne. Så gnides der i bogstaveligste forstand salt i såret, hvilket som bekendt ikke er noget, man ønsker sig. De lave temperaturer betyder ofte også, at småsten og andre skarpe genstande er frosset fast i underlaget, og dermed er risikoen for at få rifter i trædepuderne også langt større i frostvejr, alt andet lige.

Hvordan forebygges saltrelaterede skader på hundepoter

Hunden har brug for frisk luft og motion, så det er ikke en løsning at blive hjemme i vinterhalvåret. Men på gåturen kan man gøre, hvad der er muligt, for at minimere kontakten med saltet. Lad ikke hunden gå på fortovet hele vejen, men lad den komme på græs og gennem snedriver, hvor det er muligt. Dels er der ikke saltpåvirkning her, og dels vil en del af vejsaltet på den måde også vaskes af undervejs. Efter gåturen er det også vigtigt at vaske hundens poter i lunkent vand og tørre med et håndklæde. Tjek samtidig for rifter, og smør dem i givet fald i potevoks. I det hele taget er potevoks også god at bruge forebyggende, både før og efter gåturen. Er hunden langhåret, kan det også hjælpe at trimme pelsen mellem trædepuderne, så saltet ikke har så mange steder at hænge fast. Hvis du opdager dybere sår, kan det være nødvendigt at kontakte dyrlægen. De skal håndteres hurtigt, hvis poterne skal hele pænt op, og der kan i yderste konsekvens være behov for en syning.

Undgå vejsalt hjemme i haven

Du har af gode grunde ikke indflydelse på, hvorvidt andre bruger vejsalt som glatførebekæmpelse på gåruten, men hjemme på egen matrikel kan du i det mindste bruge alternativer som eksempelvis grus eller urea. Det gælder naturligvis især, hvis hunden har adgang til at løbe frit omkring i haven. Hvis du bruger grus, der er beregnet til glatførebekæmpelse, skal du være opmærksom på, at nogle producenter tilsætter vejsalt. De gør det selvfølgelig i bedste mening, men det kan din hund ikke bruge til noget. Som regel vil det fremgå af produktets label, så tjek inden du tager en pose med hjem.