Skip to main content

SKAL DIT FIRMA VÆRE SUCCESFULDT? | Afsnit 258 |

ET PAR RÅD TIL DIT FIRMA

Hvordan bliver man succesfuld selvstændig erhvervsdrivende og får et succesfuldt firma? Dette spørgsmål vil mange gerne have svaret på. Jeg kender ikke det endegyldige svar, men kender da til nogle genveje, som har hjulpet mig undervejs i min proces. Personligt har jeg kunne se en tendens til, at viljen til at lære er faldet hos mange af dem der drømmer om at blive selvstændig. Det var ikke min tilgangsvinkel dengang jeg startede som selvstændig. Dengang jeg var ny i gamet, sad jeg på Amino.dk, som er et forum med forskellige kategorier. Her sad jeg og læste folks opslag, udfordringer mv. og andres løsningsforslag. I cirka 3-4 år i træk, gjorde jeg dette forholdsvis fast cirka 2 timer om dagen. Hvordan blev jeg god til regnskab og hvordan kender jeg til de forskellige termer nu? Jeg sad med bogholderen, advokaten, revisoreren og andre eksperter, og lærte omkring faget og de forskellige processer. Alt jeg har lært, er kommet ved at sidde ved siden af eksperterne og lytte.

ER DU I TVIVL OM NOGET?

Hver gang jeg er i tvivl om noget, så forsøger jeg dog altid at finde svaret selv først. Hvis jeg skal spørger min revisor eller andre eksperter til råds hver gang jeg er i tvivl om noget, så bliver regningerne dyre. Det ønsker jeg ikke og har jeg ikke lyst til at bruge mine penge på. Der er ikke nogen der arbejder gratis, og hver gang du ringer til dem, så skal de fakturere på en eller anden måde. Hvordan sikrer man sig, at ens fejlprocent er lille spørger du så? Man spørger andre, som har erfaring. Det er blandt andet derfor jeg har en bestyrelse. Jeg har en bestyrelse, som skal hjælpe mig og hjælpe firmaet fremad. Det vigtige er, når man benytter sig af sparring fra andre, at man rent faktisk også gøre det. Jeg har erfaret, at mange spørger til råds, men alligevel ikke lytter efter. Når jeg spørger min bestyrelse til råds og vi bliver enig om hvilken vej vi skal gå, så gør jeg det! Vi er jo blevet enige. Så hvis du spørger mig, så øger du din succes således: Ved at lære. Det er svært, og man er nødsaget til at være nysgerrig. Man kan ikke forvente at alt kommer til en, eksempelvis via et Facebook opslag.