Skip to main content

Overvejer du en fejemaskine til snerydning?

Alt afhængigt af humør og personlighed kan snerydning opfattes som hyggelig vintermotion eller en irriterende og uforudsigelig ekstraopgave oven i alle de andre gøremål. Hører du til førstnævnte gruppe, er der helt klar mest motion at hente ved at bruge traditionelle metoder med kost og skovl. For de fleste er snerydning dog ikke nogen fornøjelse, og her kan det være fristende at se på mulighederne for at gøre arbejdet lettere. Der er flere muligheder, men den mest effektive er nok en fejemaskine til snerydning.

Køb ikke fejemaskinen for billig

Man kan i dag få fejemaskiner til få tusinde kroner, og det kan umiddelbart synes som en rimelig pris for at lette snerydningen. Men pas på. De fleste fejemaskiner i den prisklasse er først og fremmest beregnede til at feje blade og snavs, og har på ingen måde motorkraft til at håndtere snerydning. Et tyndt hvidt lag frostsne kan selvfølgelig fejes væk uden problemer, men anderledes ser det ud med sne, som måske er delvist tøet og/eller faldet sammen til en kompakt masse. Du har sikker selv prøvet at skulle skovle den slags sne og ved, at der virkelig skal lægges kræfter i. En god fejemaskine, som skal kunne klare alle typer sne, koster typisk 5-10.000 eller endda endnu mere, så det er en investering, der måske lige skal overvejes en ekstra gang.

Fejemaskinen skal vedligeholdes

Umiddelbart kunne man tro, at indkøbet af en sådan maskine vil gøre arbejdet til en leg, og køber man en god fejemaskine til snerydning, er der heller ingen tvivl om, at der kan spares en del tid på selve snerydningen. Skovl og kost kræver ingen vedligeholdelse, men det forholder sig imidlertid anderledes med en fejemaskine. Da fejningen kræver mange kræfter, vil fejemaskinen normalt altid være udstyret med en benzinmotor, og den kræver til gengæld en del service og vedligehold. Der skal skiftes olie og diverse filtre, påfyldes benzin med videre, og man må også påregne løbende udskiftning af reservedele. Løbende vedligeholdelse kan man naturligvis undlade, men så holder motoren ikke så længe, og det er uhensigtsmæssigt ved en så dyr investering. Har du ikke selv den store forstand på motorvedligeholdelse, er det heldigvis noget, du kan betale dig fra. Den lokale ”plæneklipperservice” eller lignende virksomheder kan sagtens hjælpe med en årlig service og løbende reparationer. Du skal dog regne med, at det let koster 1-2.000 på årsbasis, så det er også en post, der bør tages med i budgettet og overvejelserne.

Overvej at købe servicen i stedet

Som det ser ud i dagens Danmark, kan man som tommelfingerregel regne med, at der skal ryddes sne 5-10 gange på en sæson. Det kan derfor være en overvejelse værd, om pengene til en fejemaskine ikke var bedre brugt andetsteds, når behovet efter danske forhold er så forholdsvis begrænset. Har du bedre ting at bruge tiden til end snerydning, kan du også overveje at købe ydelsen hos en professionel udbyder. Virksomhederne gør det i stor stil, og flere og flere private vælger også denne løsning. Professionelle leverandører af snerydning har allerede investeret i gode fejemaskiner og andet egnet udstyr, og hver kunde skal kun betale en lille bid af omkostningerne. Det betyder, at snerydningsservicen ofte er billigere end man skulle tro. Tjek eventuelt prisen hos forskellige udbydere i dit område, og hold den op mod omkostningerne til indkøb af egen fejemaskine og vedligeholdelse af denne.